Sunx er navnet på et nyt soloprojekt af Treefight For Sunlight-forsanger Morten Winther Nielsen.

På danske Sunx debut-single “Dude” fortælles historien om et venskab mellem
Morten Winther Nielsen og hans barndomsven Mathias (trommeslageren fra
Treefight for Sunlight). De mødte hinanden i en alder af 13 år, startede et band
sammen, delte gavmildt ud af deres personlige drømme og voksede op sammen.
Efter gymnasiet flyttede de sammen i en lejlighed i København med de resterende
medlemmer fra Treefight for Sunlight, og her benyttede de de næste fem år på at
indspille musik og spille koncerter sammen. Kort fortalt tilbragte Mathias og
Morten det meste af deres ungdom sammen, hvilket i høj grad formede og
definerede deres identiteter.

Morten Winther Nielsen fik for nyligt tildelt prisen for “Årets Sang” sammen med
sangerinden Jada ved de danske musikkritikeres pris Steppeulven. Dette var for
sin rolle som co-writer på Jadas sang “Keep Cool”. Som medlem af Treefight For
Sunlight har Mortens sange desuden haft et stort liv udenfor Danmarks grænser
— især i forbindelse med bandets debutalbum fra 2010, der udkom på
Tambourhinoceros og Bella Union.
Samtlige af Sunx’ sange har et personligt udgangspunkt og springer derfor ud af
Mortens eget liv. Debutsinglen “Dude” er den første i rækken af flere personlige
fortællinger, der vil udkomme i 2019.