En musikalsk cocktail på en base af reggae og folk, med noter af indie, balkan, dub og jazz.
Det lyder komplet vanvittigt, og er det sådan set også, men det fungerer bare virkelig, virkelig godt!

Al Fastpoholmen musik udspringer fra sanger og sangskriver Adam Fastholms
ideer og kraftfulde kompositioner. Adam skriver, sampler, arrangerer og indspiller
størstedelen af hvert nummer før han præsenterer det for hans kusine,
medvokalist Dawn Fastholm, og resten af bandet, der så giver sit besyv med til at
færdiggøre og udgive musikken.

Live bliver Adam og Dawn sammen med de seks andre musikere, Thomas Fløe
Nielsen, Kristoffer Sidenius, Jay Habib, Trine Trash, Kristian Rinck-Henriksen og
Anders Juhl Nielsen til et forrygende, virilt og innovativt otte personers band, der
altid giver musikken og publikum hundrede procent nærvær og tilstedeværelse.
Det er også et yderst legefuldt og uprætentiøst band der byder op til alt fra dans
til tårepersere.

Frem til bandets første udgivelse ’En stund’ (2010), var det mest som duo det
dansk-svenske fætter/kusine par Adam og Dawn Fastholm præsenterede
musikken. Men i takt med at albummets succes steg, begyndte de at spille
flere og større jobs, og der kom flere bandmedlemmer til. Ved bandets koncert på
Roskilde Festivalens Pavillon-scene i 2011, præsenterede Fastpoholmen sig for
første gang som det otte mand store orkester de er i dag.
Fastpoholmen har med en DMA for Årets Danske World Album i 2013 og utallige
koncerter i bagagen, markeret sig som en sikker garant for fascinerende, forrykte
og fyrige liveoplevelser.

Det er indtil videre blevet til tre fulde albums og en enkelt EP i løbet af de 9 år
bandet har eksisteret. De fleste sange har indtil nu klinget på svensk, da Adam og
Dawn er opvokset i Sverige, men i efteråret 2018 udgav bandet den dansksprogede single ’Dudu’,
flankeret af en smuk efterårsvideo kreeret af filmfotograf Thomas Jessen.

Singlen bliver fulgt op af en dansksproget EP, Yakari der udkom medio marts 2019.